HOLD sammen på Danmark
Under dette motto var 3500 tillidsfolk fra hele landet samlet til stormøde i Fredericia d. 20. maj, hvor de forskellige offentlige organisationers repræsentanter redegjorde for deres bud på konsekvenserne af de kommende besparelser.
Lars Andersen - direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - var også på talerstolen, og han gav udtryk for, at der var tre veje ud af krisen:
Besparelser
Øgede skatter
Øget beskæftigelse
Regeringen har valgt besparelsesvejen med de 24 mia. fordelt på 13,5 mia. via nulvækst og 11 mia. via fastfrysninger. De udskudte skattelettelser kommer igen i 2013, mens fastfrysningerne ikke kommer tilbage - og således er det værst for dårligst stillede.
S og SF vil fastholde og udvikle velfærden ved at arbejde sig ud af krisen, og således vil de sætte ind på:
Konjunktur politik
Arbejdsmarkedsreformer og arbejdstid
Øgede skatter
Uddannelse
Indslagene var mange, og kendetegnende var den positive indstilling til bevarelsen af velfærden, og dermed blev Fredericiamødet organisationernes fælles afsæt til kampen for velfærden i den enkelte kommune.
Under mødet blev der refereret til ombudsmandens netop trufne afgørelse til fordel for de offentligt ansattes ret til at ytre sig omkring kommunale besparelser. Sagen er fremkommet på baggrund af lederudtaleforbuddet i Odder Kommune, og lad denne afgørelse være et opråb til de offentligt ansatte i Esbjerg Kommune og heriblandt naturligvis også lederne på de forskellige institutioner.
Karsten Munk Nielsen



